Tweet

 Skriv ut utskriftsvennlig side

Når ble det en krigsforbrytelse og ”likvidering” å drepe en fiende i strid?

For noen år siden så jeg et innslag i en av de norske nyhetssendingene der britiske soldater ble anklaget for å ha skutt sivile, etter at de like før hadde falt i bakhold. Journalisten og en eller annen innhentet ”ekspert” snakket i det vide og brede om hvordan i all verden vanlige mennesker kunne gjøre noe slikt. Min reaksjon var helt motsatt: At det er forunderlig hvor få slike episoder som har skjedd i Irak og Afghanistan, der fienden opererer helt utenfor krigens regler. Her må jeg riktignok ta forbehold om at overgrep foregår uten at det noen gang blir kjent eller etterforsket.

Men altså: Soldater i kamp vil av og til klikke. Det er en del av krigens vesen. En slik erkjennelse innebærer ingen unnskyldning, og krigsforbrytelser skal etterforskes og straffes.

Verre er det dersom vanlige krigshandlinger fremstilles som krigsforbrytelser. I dagens Aftenposten skriver Jan Gunnar Furuly om den danske dokumentarfilmen Armadillo av Janus Metz som nettopp er presentert på filmfestivalen i Cannes. (Jeg har av naturlig grunner ikke selv sett filmen – traileren finnes her).

Det er spesielt en scene som trekkes frem av Furuly, og også Kjetil Lismoen i hans tilhørende kommentarartikkel. Furuly spør:

I Danmark har Forsvarsministeriet igangsatt granskning av det som fortoner seg for oss kinogjengerne som regelrett likvidering av sårede og stønnende Taliban-soldater. – Er du av den oppfatning av at de danske soldatene begikk krigsforbrytelser i Afghanistan?

– Jeg er ikke militærekspert. Det er ikke min jobb som dokumentarist å konkludere. I filmen har vi latt dette stå åpent. Hele hendelsen der skuddvekslingen foregår, en håndgranat blir kastet mot en gruppe Taliban-soldater 3–4 meter unna og to danske soldater til slutt skyter flere salver inn i grøften der fienden ligger, er presentert uklippet, sier Metz.

Men hva er det i dette bildet som tyder på en krigsforbrytelse? Furuly beskriver fienden som såret og stønnende, men så vidt jeg kan forstå av den øvrige omtalen jeg har sett av filmen, har han ikke grunnlag for å vite det. Dessuten er ikke sårede soldater nødvendigvis uskadeliggjorte. Lismoen skriver: ”Den scenen som har fremkalt sterkest reaksjoner, inntreffer når bataljonen sirkler inn fire Taliban-soldater i en grøft, og de begår etter all sannsynlighet likvideringer.”

Carsten Jensen har tidligere brukt samme begreper – likvideringer, krigsforbrytelser – i en kronikk i Dagbladet. Han beskriver scenen slik:

To danske soldater såres og blir evakuert i helikopter, alt mens frontene forrykkes og fem taliban-medlemmer fanges i en grøft bak de danske linjene. Grøften blir pepret med granater og de danske soldatene rykker fram, finner de fem sårede, og avliver dem. Det ser vi ikke, men vi ser de drepte få minutter etter at livet har forlatt dem, innsmurt i blod og jord. (…) En debriefing følger, der det redegjøres omhyggelig for «likvideringene» som de åpent kalles.

Det er den siste setningen hos Jensen som er nøkkelen her. For å kunne forsvare bruken av uttrykkene krigsforbrytelser og likvideringer, må man vite, eller i det minste sannsynliggjøre, at det burde være klart for de danske soldatene at Talibansoldatene opplagt var uskadeliggjort eller forsøkte å overgi seg. Altså det som Carsten Jensen ikke ser, men forutsetter har skjedd.

I Varietys anmeldelse fremkommer følgende:

At the debriefing afterwards, a soldier effectively admits wounded Taliban were shot instead of given medical aid, which threatens to turn into a scandal when word of it leaks back home.

Det var altså snakk om en enkelt soldat som brukte dette uttrykket. Skal vi ta ham bokstavelig? En annen dansk soldat som har lignende erfaringer mener det er feil, og sier følgende til Jyllandsposten:

Når soldater kommer tilbage i lejren efter en livsfarlig skudveksling, er de høje på adrenalin. Derfor burde filminstruktør Janus Metz have udeladt en scene i filmen “Armadillo”, hvor en ung soldat fortæller, at han netop har “likvideret” fem sårede talebanere.

Budskapet gjentas av Flemming D. Vinther, formann for Hærens Konstabel- og Korporalforening, som har følgende melding til kritikerne: ”Vi skal forhåbentlig ikke til at have forberedende missionskurser i, hvordan man taler ordentligt eller spiser pænt. Soldaterne er ude i krig.”

Hærens egne granskningsorganer har tidligere frikjent soldatene, men går nå en ny runde.

De danske soldater i Afghanistan-filmen ”Armadillo” får efter al sandsynlighed ikke en militær straffesag på halsen. For der er intet i filmen, der tyder på, at soldaterne overtræder krigens regler. Sådan lyder vurderingen fra hæren, efter at man har set ”Armadillo” i den endelige udgave.  (…)

Den omstridte episode stammer fra den 25. juni 2009, da to danske soldater bliver såret. Under voldsomme skuddueller med Taleban kaster en dansk soldat en håndgranat over i en grøft med fem fjender, hvorefter danskerne løber få meter over til grøften for at ”rense” den. I filmen ser man ikke, hvilken tilstand fjenderne ligger i, da danskerne når over til grøften. Konfronteret med hvis fjenderne ligger sårede og beder om hjælp, siger Henrik Sommer:

»Jeg forholder mig kun til, hvad billederne i filmen viser, og jeg ser soldaterne rykke frem og nedkæmpe fjenden, helt som de skal. Under en kamphandling risikerer en fjende at blive dræbt, også selv om han er såret.« (…)

Enhedslisten og SF mener, at krigens love kan være overtrådt, mens de borgerlige partier kun havde rosende ord om filmen. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), som er kaldt i samråd om filmen, siger, at ”Armadillo” viser soldaternes virkelighed. Hun vil overlade det til militærjurister at vurdere, om krigens love er overtrådt.

Jyllandsposten har også intervjuet generalsekretæren i dansk Røde Kors, og hans vurderinger er interessante:

- Jeg ser en flok danske soldater, som er professionelle og gør det så godt, de overhovedet kan. Jeg bemærker først og fremmest, at de virkelig forsøger at efterleve krigens regler, siger Anders Ladekarl, efter at have set filmen ved en særlig fremvisning hos Nordisk Film.

Han henviser blandt andet til en scene, hvor de danske soldater har mulighed for at kaste en håndgranat ind i et lukket område, hvor der befinder sig bevæbnede talibankrigere. Soldaterne ved imidlertid også, at der er civile i området.

- Det vil være helt lovligt at bruge en håndgranat i den situation, men alligevel lader de være og risikere deres eget liv ved i stedet at lave en gennemsøgning af compoundet, siger Anders Ladekarl. (…)

Man kan sagtens forstå, at soldaterne tror, at de fem talibanere i grøften stadig udgør en risiko. Og så længe soldaterne bare tror, at de udgør en trussel, så er det helt i overensstemmelse med reglerne at uskadeliggøre fjenden, siger Anders Ladekarl. Da soldaterne efterfølgende gennemsøger ligene, finder de både et letmaskingevær og flere AK47-geværer.

I morgen lanserer Minerva sitt temanummer om krig.

Twitter: @jasnoen